“Ikke andet end en Lolita”

Nanna, 22 år.
Mødte sin ekskæreste, da hun var 18 år. Forholdet varede ca. et halvt år.
Boede sammen med sin mor og stedfar. Forældrene er skilt efter et konfliktfyldt forhold.

 

”Han var jo fantastisk. Han var alt det, jeg havde håbet på og meget mere. Han var høj, flot, sjov og charmerende og virkelig, virkelig sød. Vi havde det rigtig sjovt sammen”.
For Nanna var det den helt store forelskelse, da hun mødte sin ekskæreste på et diskotek. De blev hurtigt kærester, og de havde nogle dejlige måneder, hvor de var sammen hele tiden. De kunne tale om alt, og de delte deres drømme om fremtiden.

 

Konstant kritik

Men efter den første tid begyndte kæresten at ændre karakter. Han hakkede hele tiden på Nanna, der i hans øjne ikke gjorde noget rigtigt: Hun redte sengen forkert, hun cyklede forkert, hun klædte sig forkert. De skændtes meget, og han ville pludselig kontrollere hendes sms’er. Nannas mange drengevenner blev der skåret kraftigt ned på.
Forholdet gik ned ad bakke, Nanna var ofte ked af det og havde ikke længere samme lyst til at gå i seng med sin kæreste.
”Det begyndte at gå dårligere, så fik jeg mindre og mindre lyst til at være sammen med ham på den måde. Og så tvang han mig jo. Jeg kunne ikke gøre noget, han var jo en stor mand, så han holdt mig faktisk fast.”

 

Store konsekvenser

Den seksuelle tvang betød, at Nanna ikke brød sig om at sove hos sin kæreste. Hun græd meget i den periode, og hun følte, at hendes grænser ikke betød noget.
”Jeg blev ikke taget alvorligt. Det var, som om han bare havde noget, han skulle af med, og så var jeg der. Altså ikke andet end en Lolita. Ikke andet.”
Vendepunktet blev en en veninde, der mindede Nanna om hendes egne grænser. Det gav overskuddet til, at Nanna kunne gøre det forbi med kæresten.
Efterfølgende gik hun til psykolog, og det har hjulpet hende meget.
Alligevel er hendes selvtillid stadig meget påvirket.
”Jeg kan stadig falde ned i sorte huller, han har skabt. Jeg kan stadig høre ham omme i baghovedet.”
Nanna oplever også ind imellem ubehag, når hun seksuelt er sammen med sin nuværende kæreste.

I dag har Nanna et studiejob, og hun har planer om at fortsætte på sin videregående uddannelse på universitetet. Hun har en ny kæreste.

 

Unge fortæller

Læs Nicoles historie: Jeg var bange for ham
Læs Kenneths historie: Jeg holdt hende fast