“Jeg var bange for ham”

Nicole, 24 år.
Var som 14-årig kæreste med en fem-seks år ældre fyr.
Hun boede hjemme, og forholdet varede cirka to år.

 

Nicole var meget forelsket, da hun fandt sammen med sin daværende kæreste. Han var hendes første kæreste, han var fantastisk sød og fortalte også hurtigt Nicole, at han elskede hende.
Men efter de første par måneder ændrede kæresten sig, uden at Nicole lagde mærke til det: Han begyndte at tale grimt og nedsættende til hende, han talte dårligt om hendes veninder, og han var meget jaloux og beskyldte Nicole for at være utro.
Han blev også mere aggressiv, og han begyndte at være voldelig over for hende. Især når han havde drukket, var han voldsom og slog og sparkede Nicole.
“Han kunne sige, så længe du siger “av” eller “lad være”, så bliver jeg ved, jeg stopper ikke, før du ikke siger noget mere.”

 

Bange for skænderier

Hun oplevede, at han kunne gå fra at være sød og kærlig til pludselig at blive voldelig uden grund eller over småting: Nicole vågnede en nat ved, at han bankede hendes hoved ind i sengens metalstolper, fordi hun var kommet til at tage dynen i søvne.
Nicole forsøgte at undgå konflikter, fordi hun var bange for at skændes med ham.
“Jeg fik det rigtig skidt og blev kørt helt ned under gulvtæppet. Mine veninder kunne slet ikke genkende mig.”
Når han havde været voldelig, sagde han altid undskyld og lovede, at han aldrig ville gøre det igen, og at han elskede hende. Men volden blev ved, og kæresten beskyldte Nicole for selv at være skyld i det, fordi hun var “så pisse irriterende”.

 

“Han slog mig ikke uden grund”

Nicole vidste godt, at det ikke var normalt at have en kæreste, der slog, men:
“Jeg syntes jo ikke, mit forhold var voldeligt nok. Det var nok mig, der overdrev lidt. Han slog mig jo ikke bare uden grund, det sagde han faktisk tit. Det var jo kun, når jeg selv var ude om det, og det troede jeg på.”
Det var også årsagen til, at Nicole blev i forholdet så længe.
“Man er jo bange for ham, og så får han også én til at tro, man er den grimmeste og klammeste og dummeste i hele verden.”

 

Trusler

Alligevel lykkedes det til sidst for Nicole at bryde med kæresten. Konsekvensen var, at han begyndte at overvåge hende og true hende, både på sms og ved opringninger. Nicole havde på det tidspunkt fortalt sine forældre om forholdet, og de hjalp hende med et polititilhold mod kæresten.
Selv om hun talte med både sine forældre og veninder, er hun i dag, 10 år senere, stadig påvirket. Hun er blandt andet mørkeræd og bange for at være alene. Hun overvejer, om hun skal søge professionel hjælp for at få bearbejdet sine oplevelser.

Nicole har i dag en mellemlang videregående uddannelse og er ansat på et større dagblad. Hun har en sød kæreste, som hun planlægger at få børn med.

 

Unge fortæller

Læs Nannas historie: Ikke andet end en Lolita
Læs Kenneths historie: Jeg holdt hende fast