Voldsformer

Kærestevold viser sig ikke kun i form af synlige mærker på kroppen. Derfor er det vigtigt, at du som rådgiver er opmærksom på, at volden kan være fysisk, men også psykisk, seksuel, materiel og økonomisk.

De forskellige former for vold hænger oftest sammen, og fælles for dem alle er, at den psykiske vold altid er til stede. Den psykiske vold kan være lige så skadelig som fysisk vold.

 

Eksempler på fysisk vold:

  • At blive fastholdt.
  • At blive rusket, slået, sparket og få lussinger.
  • At blive forsøgt kvalt.
  • At blive stukket med kniv eller andre genstande.
  • At blive forhindret i at sove eller spise.

“Han havde været rimelig stille og rolig i en hel måneds tid, hvor jeg måske havde fået en lussing eller sådan noget en gang imellem, men ikke noget slemt. Jeg havde lidt glemt, hvordan det var at få de her tæsk. Så jeg var virkelig overrasket, da det kom. Jeg kunne virkelig mærke, at det her er bare ikke okay.”
- Celine, 27 år

 

Eksempler på psykisk vold:

  • At blive angrebet på sin personlighed.
  • At blive latterliggjort, ydmyget, kritiseret, blive kaldt øgenavne og talt ned til – altså verbal vold.
  • At blive overvåget og isoleret, og at den unge for eksempel ikke må have indflydelse på påklædning, interesser og meninger.
  • At mobiltelefonen og mails bliver redskaber for social kontrol og styring.
  • At blive forfulgt og udspioneret.
  • At blive beskyldt for at være syg eller hysterisk, og at der sættes spørgsmålstegn ved den unges egen dømmekraft og handlinger.
  • At blive truet – truslerne kan for eksempel handle om at slå eller mishandle den unge.
  • At blive truet med, at kæresten vil tage sit eget liv eller gøre skade på sig selv, hvis ikke den unge indordner sig.

“Han sagde indirekte, at hver gang han var trist, så var det min skyld. Jeg syntes, det var helt vildt hårdt, fordi jeg vidste, at hvis jeg gjorde ét eller andet, så var det forkert. Så sagde han, nu slår jeg hovedet ind i væggen, og han hamrede hånden ind i alt muligt og gjorde skade på sig selv. Når det var rigtig slemt, truede han med at begå selvmord og gav mig skylden for, at han havde det så dårligt.”
- Mathilde, 17 år

 

Mobilen som redskab

Mobiltelefon, mail og sociale medier optræder ofte som redskaber ved psykisk kærestevold. Den unge kan blive pålagt altid at have mobiltelefonen på sig og stå til rådighed. Den unge kan blive tvunget til at lade kæresten kontrollere sms’er, opkald, mail og f.eks. Facebook. Den unge bliver udsat for voldsom social kontrol, og konsekvenserne kan være, at den unge ændrer adfærd og måske stopper med at kommunikere med sine venner via telefon eller sociale medier for at undgå konflikter med kæresten.

 

Eksempler på seksuel vold:

  • At få sine seksuelle grænser overskredet.
  • At blive tvunget til sex.
  • At blive mishandlet seksuelt.
  • At blive nedgjort seksuelt.

“Det var lidt et issue, at jeg var jomfru og ikke havde været sammen med nogen. Et almindeligt nej blev mere og mere svært. En aften lå vi og nussede og kælede lidt, og så slog det klik for ham, og så gjorde han det simpelthen bare. Jeg nåede at tænke, det sker ikke! Så gik klappen ned for mig. Det var en følelse af, at jeg kravlede ud af min egen krop og så det hele ude fra. Der gik et par år, før jeg kom ind igen.”
- Tanja, 25 år

 

Eksempler på materiel vold:

  • At den unges ting bliver ødelagt eller fjernet: for eksempel at uerstattelige fotos bliver klippet i stykker, eller at den unge oplever decideret hærværk.
  • At der bliver kastet med den unges ting.

 

Eksempler på økonomisk vold:

  • At den unge bliver forhindret i at råde over sin egen økonomi.
  • At blive nægtet adgang til egen bankkonto.
  • At blive forhindret i at have en indtægt og blive presset til at tigge om penge.
  • At blive tvunget til at underskrive et lån eller på anden måde blive sat i gæld.